Velkommen til Thy mellem hav og fjord                      

 Ikke så sært, at en tilrejsende engang spurgte om ikke de gamle thyboer havde haft andet at lave end at skrabe jorden sammen i dynger. Højene er nu ikke skrabet sammen, de er møjsommelig bygget lagvis af udskårne græstørv, til en mellemstor høj går areal på størrelse med flere fodbold baner, så betragt og betræd de gamle gravkamre med respekt, de har kostet dyrt, man kunne ligefrem se et tydeligt dyk i befolkningstilvæksten i årene efter de store højrejsninger, den dyrkbare muld var borte, efterladende sig rå og ubehandlet jord. Højene vidner at landet Thy har været beboet i mindst 5.000. år. På strækningen fra Oddesund i syd til vejlerne i nord var der oprindelig godt 4.000. høje mod nu 1250.

 Når du nu kære gæst undrer dig over vort skønne land, så har det sin grund, en gammel provst skrev, at Vorherre skabte verden på 6 søgnedage, mens Thy er skabt på en søndag, så derfor blev her så kønt

Thy er kæmpehøjenes land, næppe noget sted er der så stor en koncentration af høje som her i Thy.

 Måske du tænker at vendingen, landet Thy, nok er en skrivefejl, men det er helt bevist, Thysyssel var oprindelig et land. Historieskriveren Adam af Bremensis beskrev i sit bidrag til nordens historie i årene 1072 – 1075. Thye -Land som én af Jyllands øer. Her skal vi huske på at, den eneste landfaste forbindelse i vor tid, vejlerne på grænsen til Hanherred, dengang var et nærmest bundløs morads, så Landet Thye var faktisk en ø. Vi havde dengang vor egen konge såsom Kong Nilasus der er omtalt i en gammel folkevise. Alt dette og mere til kan læses i landsbeskrivelse af riget som enevoldskongen Kristian d. 7. Bestilte af sit rige i 1766. Så udtrykket, Landet mellem hav og fjord, har sin berettigelse. Men jeg vil holde mig til den del af Thy som går fra Limfjorden ved Skyums stejle lerskrænter til skrænterne ved Tegåen, og Ove sø`s nordende, bestående af Skyum, Koldby, Hørdum, Hørsted og Sønderhå, måske med enkelte små afvigelser.

                                                          Skyum.

 Skyum sogn afgrænses mod øst og syd naturligt af Limfjorden og mod vest til Hørdum af Årbæk kanal, mens Trædholm bæk delvis udgør nordgrænsen.

 Navnet Skyum ( Sciffumer )ifølge sprogforskerne, et sted der indhegnet med tyndkløvede træstammer en art palicadehegn til værn for både folk og fæ. De stejle skrænter brydes af slugter, hvor man i datidens højere vandstand kunne sejle langt ind i Skyum i de fladbundede både, ind ved Skyum Bjerge, Dybdal, Skibdal og Stendal og fra Gudnæs helt ind til Irup. Skjoldborg præsten Knud Ågård skriver 1802 om Skyum sogn der består af 27 gårde  og 32 huse, samt den enligt beliggende Dybdal og Gudnæs vandmølle. I 1500. Tallet hørte en stor del af sognet under Ørum slot. Fra 1600. Tallet møder vi Skyum birk, ( en retskreds af begrænset størrelse ) grunden til Skyum Birk kan være den gamle kongsgård i sognet ” Knakkergaard ” Knakkergårdsvej 18. Inden vi kommer for langt væk fra fjorden skal vi have et kik ud fra Skyum Bjerge, Thy`s svar på Svejts alper. Udsigten er cykelturen værd, endnu ses lidt rester af  Pottemagerens hus, og der har ligget flere små hjem mellem bakkerne. Morsingboer vil hævde, at det kønneste ved Thy er udsigten til Mors, dem om det. Vi vil køre rask gennem sognet, vi skal nå en del, Af gamle steder vil vi dvæle ved gården Dybdal, gården inde i den dybe dal, som man kunne sejle ind til. Skibdal, alene navnet minder om fordums sejlads. Vi har Biskoppens gård ” Bisgaard ” også noget der har mindelse fra svundne tider, da kirkens mænd var store jordbesiddere. Ved kirken har vi ” Skyumgård ”og ” Kirkegaard, ”i gamle papirer omtalt som gården ved kirken, ligesom ” Bakkegaard ” ( gården på bak )  I Skyum har der fra reformationen og frem til 1962. været præstegård med annexgård i Hørdum, (” Fuglhøjgaard ” ) før reformationen var det omvendt.

 Mens vi er ved det gejstlige, skal vi forbi ” Sankt Laurenti ” kirke, en sognekirke er altid et besøg værd, her har slægt efter slægt sognet, søgt sammen i sorg og glæde. Vi har vel ikke mere travlt, end vi har tid at sætte os på en bænk og betragte kirken og tænke på de slægter der er gået ind og ud gennem århundrede siden kirken blev bygget i 1200. Hundrede tallet.

 En rask travetur langs stranden fra den flade Skyum Østerstrand til Skyum Bjerge kan varmt anbefales, her ser man ind i de dybe slugter og møder mange store sten i vandkanten, den største af dem ligger ca. ½ km. før bjergene, den skal være kastet af en kæmpe på Mors, mod Skyum Kirke, en del af stenene bærer præg af engang at have været anvendt til andet end at ligge i vandkanten.

 Kører vi mod hovedvejen ved Koldby via  Tøttrupvej, gennem Tøttrup i gammel tid Totterup, kommer vi tæt forbi den gamle herredsfogedgård ”Tøttrupgaard ”.

 Kører vi derimod ad Irupvej kommer vi for den gamle herregård Irup, selve navnet betyder en samling af Hytter, der så har været forløberen for den gård vi kender i dag.

10. gravhøje er det bedste bevis for, at her har levet folk årtusinde.

Gårdens nuværende placering er også stedet hvor den gamle ladegård lå, mens selve borggården længere mod nordvest, hvor den gamle murrest med en sidedør fra porten ind i vestfløjen er det eneste synlige rest fra borgen, der lå omgivet af voldgrave hvor af søen var en del. I ældgamle tider har man givet kunnet sejle hertil fra Gudnæs. Men det er en gård spækket med historie og der er meget at læse om gården, såsom historien om den hvide dame der hjemsøger gården ved nattetid, hun kan ikke finde hvile efter den hårde skæbne der blev hende til del, efter at have født sin uægte unge blev hun indemuret i kælderen, stedet kan påvises endnu. Der er borgfruen der kørte løbsk og endte med forspand, kusk, vogn og indhold i slotssøen.

                                        Byen ved Landevejen.    

Koldby ( Koelkoede ) der betyder en Kold hytte, altså en slags uopvarmet hyrdebolig. Det meste af det nuværende Koldby er det gamle Østerhørdum, mens selve ejerlaget Koldby er nord for den gamle hovedvejskryds i midtbyen. Det gamle Koldby bestod af 11 jordbesiddere og en kongelig privilegeret kro. Man kan ikke sige Koldby, uden også at sige Johannes Conrad Nyeboe der kom til byen i 1857 hvor han giftede sig med en datter fra ” Tøttrupgaard ” Den gamle kro lå på østsiden af hovedvejen, men Nyeboe flyttede den nu over på vestsiden og nu gik det stærkt, den virksomme mand ville have gang i byen og det kommer ikke af sig selv, så han udvirkede at der blev bygget lægebolig og apotek og den store bygning, ligger endnu skråt over for kroen og er et karakteristisk bygningsværk med de takkede gavle, han fik en smed og bager til byen, han fik trukket i de rigtige tråde, så der blev bygget sygehus og han forestod selv opførelse af en brugsforening. På et punkt kom han dog til kort, han ville have jernbanen over Koldby, med her var han oppe imod for stærke kræfter, den kom over Hørdum, nå men kunne banen ikke komme til ham, så kunne han komme til banen, han byggede jernbanekroer i Hurup, Hørdum og Sjørring. Alle denne driftige mands byggerier krævede driftige håndværkere og dem fandt i Murer Nicolaj Tandrup fra Hørsted og fætteren Tømrer Mads Tandrup i Østerhørdum, de to mænd satte deres fingeraftryk alle kromandens byggerier og også derudover. Nyeboe fik koncession på postkørsel fra Thisted til Oddesund indtil jernbanen gjorde den overflødig. I kroens sydgavl er indmuret en sten med hans navn og ægtefællernes  gravminder med relieffer findes på kirkegåden øst for kirkens apsis.

                                                           Hørdum.

 Hørdum ( Hyrdhom ) der menes at være en gammel betegnelse for et vidjehegn til at holde dyrene samlet. Hørdum sogn der også indbefatter Koldby og Tøttrup, afgrænses som allerede nævnt mod øst til Skyum af Årbæk og mod vest og nord af åen fra  Harring mod Koustrup Mølle i syd, her lå i gammel tid en vandmølle, en sådan var der også Elvadbro, hvor Gisselbækvej fører til Hørsted, et navn der fortæller om et vadested i længst hensvundne tider, andre steder, som fx mellem Harring og Hørsted lå der helt op til vores tid et spang over åen, som den cyklende post benyttede. Mod syd afgrænses sognet af Irup skov, hvor Kongensbro fører os over sogneskellet til Hassing.

 Tæt ved byskiltet i Koldby i det gamle Østerhørdum ligger ” de fire evangelisters Kirke ” Hørdum sognekirke der indtil 1912 hørte under Irup. Her står ” Thorstenen ” som et minde fra før kristendommen fortrængte læren om de nordiske guder. Stenen blev efter reformationen lagt som det nederste trin i den svingelstrappe  som omtales i gamle papirer, i beskrivelsen af det store smukke tårn der grundet brøstfældighed blev nedrevet af kirkens ejer, herremanden på Irup i 1817 og materialerne blev spredt ud over sognet, en del af stenene blev anvendt på Irup og kan påvises endnu. Så det har været en amputeret kirke man så i årene derefter. 1884, bødede man lidt på synet ved, at opføre en klokkekam over vestgavlen, til afløsning af klokkehuset på kirkegården, der allerede i 1708 havde båret klokken fra det brøstfældige tårn. Ved bygningen af det nye tårn i 1954. Finder man så ved udgravningen Thorstenen, der nu kommer til ære og værdighed i våbenhuset og man ser trods dets hårde medfart billedteksten med Thor der vil fange midgårdsormen. Nu bliver så korset fra klokkekammen smidt i skammekrogen, hvor det lå, til det blev genopdaget i 1990, da man stod og manglede et kors til alteret, nu kom det så efter behørig rensning og opmaling i sort og guld igen ære og værdighed, en god og værdig løsning. I tårnrummet kan den gamle skrøbelige altertavle beses. Læs mere om kirkerne og sognene i ” En Duft Mellem hav og Fjord ” fra 1992. Her ved kirken lå det gamle Hørdum, mens den vestlige del lå hen i hede og mosehuller med et par enkelte gårde. I 1882 kommer så jernbanen til og nu sker der en revolution, en driftig by skyder op, ved tilrejsende pionerers hårde slid og opofrelse, heden bliver opdyrket og nyt land tages ind, men allerede fra 1960 begynder jernbanen at miste terræn til asfalten og byen blegner langsom ned og bliver en soveby. Hørdum bliver 1996 af  ” Jyllandspostens bagside ” kåret til ” Danmarks kedeligste By ” det gav byen et ordentlig spark der vækkede slumrende kræfter til live. Hørdum havde da allerede i 1992 bragt sig et hestehoved for sine naboer, ved som det første landsogn, at udgive et tobindsværk om Hørdum og Skyum sogne ” En Duft Mellem Hav og Fjord ” og igen i 2005 med ” Mellem Disse Grønne Høje ” De nævnte bøger giver et godt billede af sognene og skildre livet i såvel opgangs tider som det modsatte. Et kik udover sognet fås bedst ved et besøg på  ” Høverhøj ” lidt øst for byen og fra højene på Fuglhøjgaardsvej.

                                                 Sønderhå                                            

 Sønderhå sogn afgrænses mod vest og syd naturligt af sø Ove sø og Tegåen, sidstnævnte danner også skel mod Nørhå og Årup i nord. Selve navner Synderhåe er de lærde ikke helt enige om, en version siger En odde ud mod vandet. En anden forklaring er denne, at en Hå er en lille sø, således af Nørhå er nord for søen og Sønderhå syd for.

 Sønderhå og Hørsted sogne er i udpræget grad kæmpehøjenes land, omkring 250 har der været, og her har fundet sælsomme hændelse sted, med ofringer indvielse og gravlægninger. Her man kunne sejle lige ind fra stenalderhavet.  OveSø, Gyrup sø og Tegåen er rester af gamle fjordarme der har sat  Sønderhå i direkte forbindelse med havet. I søen ligger øen Madstedborg som er forbundet med visse sagn, man har ikke kunnet påvise nogen bygningrester. Men der er inde på  Sønderhå siden fundet pælerester der sætter fantasien i sving, om én eller anden adgang til øen.  Et gammelt sagn beretter at søen hvert år kræver et offer, der har da også naturligvis været drukneulykker ikke mindst i ældre tid da søen var betydeligt dybere, men årlige ofre har søen nu ikke fået. Søen og de omgivende enge, mose og heder udgør 353.ha. der er gode udsigtspladser ud over søen, ved Legind og ved  Sønderhå plantage og på sognets højeste punkt ” Bavnehøj ” sæt køretøjet ved den gamle ” Bakgaard ” og gå de ca. 150 meter til krigsårenes meget søgte søndagsmål og legeplads.  

Midt i landsbyen ligger sognets ældste hus, andre huse sank grus, men den gamle kirke blev stående, hvert år til pinse blev det kalket, så det lyste op med sit hvide tårn. Enhver kirke har sin historie således også denne. Kirkens ejer herremanden på Koustrup gav i 1300 tallet én af sine fæstegårde,

” Østergaard ” til kirken, der skulle så læses sjælemesse for hans slægt på nærmere fastsatte tider, det er den officielle forklaring, overleveringer beretter, at han havde haft en affære med konen i

” Gadegaard ” og da dette fik synlige følger klarede han sagen på nævnte måde, fakta er at gården kom under kirken.  En andet sagn beretter om dramaet da kirken skulle bygges, Lucifer væltede hver nat hvad stenmesteren havde rejst den foregående dag, én af Sankt Thøgers munke gav da det råd at hugge tre tavleborde og nu spillede ødelæggeren hver nat med sig selv mens byggeriet skred frem og en dag kunne man så sætte de tre tavlebordsten ind som de sidste i byggeriet og nu sidder de så som et minde om hine tider, to mod nord og et mod syd, med deres tydelige 64 felter. Tre århundrede senere byggedes et tårn. Det berettes at fjenden skød det det i sænk, men bygget op igen i mindre højde.

Flere af de gamle gårde i sognet kan føres tilbage til middelalder og de største af de gamle gårde er ” Koustrup ” og ” Gyrup ” sidstnævnte var i  1700 ejet af en søn af borgmesteren på Kristianshavn, storkøbmand  og en hovedentrepenørerne ved byggeriet af Nyboder, Ejler Jacobsen Brun, Chr. IV. var kommet gæld til ham, og efter kongens død måtte Frederik III. Af med nogle af signe godser bl.a. Sønder Nordentoft og de enten køber eller får overdraget Gyrup ved samme lejlighed.

 Koustrup er som andre store gamle gårde spækket med historie, vi har været inde én af dem, her var skolemanden Kristen Kold som purung huslærer og samlede om aftenen ungdommen til Holberg komedie på gården. På vejen fra gården mod Sønderhå kommer vi forbi føromtalte

” Gadegård ” hvor herremanden besøgte konen og på samme rute ligger den forhen præstekaldet tilhørende ” Hegelundgaard ” nu ” Jestrupgaard ” her boede sidst i 1800. Tallet sognets urmager af Back og Gyrup slægten. Der er ryttergodser i sognet ” Hågaarde ”og den nu nedrevne ” Rolighed ”   

der kunne nævnes mere fra sognet men lån sognebogen  ” Fra Tøvlingdaas til Ove Sø ”

                                                  Hørsted.

  Hørsted er herredets mindste sogn med sine 564 ha. Selve navnet Hørsted menes at komme fra det samme som Hørdum et indhegnet område. Sognets kirke var kullet indtil sidst i 1930 ´erne. Hvor bl.a. salget af sognets fælled var med til financiere tårnbyggeriet. Kirken ligger tæt på de gamle offersteder Tinghøj og Tyrhove, det er et gennemgående træk ved middelalderkirkenes placering, man byggede på steder folk var vant til at samles, centralt for den tid tids trafik. Og her gik en stor færdselsåre tæt forbi. Selve kirkebakken er en gammel bronzealder begravelsesplads. Kirkens lille skib er bygget af fisker Karl Bonde i Stenbjerg og skænket af et lokalt ægtepar

Egnen er ikke som mange vil påstå afsides, fra gammel tid gik stærkt trafikerede veje både gennem sognet og tæt østen om. Den gamle Hovedvej A 11, er stort set den gamle højvej / Vandskelsvej med forbindelse til de store markeder mod syd. Kongevejen fra nord over Thisted og Sjørring gik via Hørsted ved Tyrhove over Elsvad og Vesterhørdum  forbi langdyssen øst for ” Gisselbæk ” ved Hassing sydøst om Ove sø gennem Hassing, over Aggertangen . Ravvejen er den kaldt og den var vestjydens modstykke til Midtjyllands hærvej, ad den har være forfædre fragtet deres  stude, gæs, flint fra Hov, læs mere i sognebøgerne og se omstående skitse. Vi har ved Sønderhå nævnt Kristen Kold, han var som bekendt kæreste med jordemoderens Else fra Hørdum og Kold læste på Snedsted seminarium, det er berettet at de mødtes på en høj her ved Hørsted, lokale vil hævde det var på Daashøjene øst for Nyvangsvej, så der er lidt aura over stedet. Men velkommen til vor egn, her er plads til dig, her er højt til loftet og vidt til væggene, og lyset fra hav og fjord kaster sit skær mod himlen over Thy.